Et udsatteråd vil løfte de svageste

Enhedslisten vil arbejde for, at Kommunalbestyrelsen nedsætter et ”Udsatteråd” i Hvidovre Kommune med repræsentanter fra beslutningstagerne i Kommunalbestyrelsen og socialt udsatte i Hvidovre – gerne gennem deres lokale interesseorganisationer.

Rådet for Socialt Udsatte har flere gange fremført et ønske om, at alle kommuner nedsætter et lokalt udsatteråd. Det er uhyre vigtigt at sikre, at også socialt udsattes stemmer bliver hørt i det lokalpolitiske arbejde.

 – Socialt udsatte er typisk borgere med komplekse problemer, som kæmper for at opretholde en værdig tilværelse. De har brug for at blive hørt og respekteret, og den enkelte borger formår sjældent selv at råbe op, når de føler, at systemet kaster dem rundt

Flere kommuner har allerede et udsatteråd. Et udsatteråd kan fx udarbejde høringssvar, afholde dialogmøder eller lave arrangementer, der sætter de udsattes situation på dagsordenen. Rådet vil kunne hjælpe med at pege på løsninger på de udsattes præmisser, så der er større chance for succes. Dermed kan vi fremme værdige løsninger samtidig med, at de penge, vi bruger på indsatsen, vil blive brugt rigtigt.

Rådet vil kunne skabe bedre kvalitet i hjælpen til psykisk syge eller misbrugere eller løsninger som fx skæve boliger til hjemløse. Udsatte har komplekse problemer, som kræver særlige løsninger, der adresserer flere af deres problemer samtidig.

I enhedslisten tror vi på, at mennesker er eksperter i deres eget liv, derfor skal de udsatte selv og deres interesseorganistationer have mulighed for at komme til orde. Det vil et udsatteråd kunne medvirke til.

Vedtaget på Enhedslisten Hvidovres generalforsamling den 18. august 2021