Kampen om motionscentret

Kampen om motionscentret er efterhånden ved at udvikle sig til en sørgelig farce. Forligspartiernes argumenter bliver mere og mere tyndslidte, og behandlingen af de borgere der er brugere af motionscentret, og som troligt møder op til kommunalbestyrelsens møder, når motionscentret er på dagsordenen, og det er motionscentret ofte, er under al kritik. Der er overhovedet ingen forståelse for den frustration brugerne giver udtryk for. De skal endda opleve at blive truet med endnu være tilstande, hvis de ikke bare godtager den beslutningen som forligspartierne har vedtaget.

Jeg undrer mig stadig over A,O,V og C. Hvad er det der gør, at de holder så krampagtigt fast i en beslutning der efterhånden er skudt så meget i sænk, så den oprindelige grund til ændringen af motionscentrets virke, er nærmest ikke eksisterende. Der er ingen grund til at blive ved med undskylde forringelsen af motionscentret, med nødvendige besparelser. Slet ikke når samme partier gang på gang kan finde penge til formål der ikke har det mindste med Hvidovres borgere at gøre. Penge der kunne holde motionscentret i gang en del år endnu.

Socialdemokratiet peger selv på, hvor vigtigt der er med forebyggende sundhed, herunder også motion. Men sundhed er ikke kun motion og sund kost, det er også gode sociale relationer og tryghed. Det at kunne holde sin krop i gang sammen med ligestillede, og blive guidet af instruktører der ved hvad de gør. Det er vigtigt, måske især for den offentlige sundhed, at holde kommercielle interesser udenfor. Sundhed bør ikke være et spørgsmål om profit, men en investering i glade, og netop sunde mennesker. Hvis man så åbner det ene øje, kan man også se potentialet i en fremtidig besparelse i Kommunes budget.

Gert Wahl
Medlem af Enhedslisten Hvidovre