Besparelsen var et udtryk for manglende situationsfornemmelse

Skrevet af Mogens Leo Hansen

 

- Det var med stor glæde, at jeg i Hvidovre Avis læste, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er blevet enige om at ophæve skolelederbesparelsen.

- Glædeligt fordi det har været en knast i samarbejdet i kommunalbestyrelsen. Da Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i forbindelse med budgettet for 2015 foreslog at spare 4,5 mil. på skolernes ledelse, var det et udtryk for absolut manglende situationsfornemmelse for skolernes situation i Hvidovre. Lige efter starten på en skolereform, der stiller så store krav til skolernes ledelse, var det et slag i ansigtet på skolernes fremtidige udvikling at komme med besparelser netop på skoleledelsen.


Den efterfølgende debat både i kommunalbestyrelsen og ude på skolerne viste da også, at de to partier med deres forslag var på vej til at isolere sig ikke alene i skoledebatten, men i det hele taget i debatten om fremtidens økonomi i Hvidovre Kommune...
Politisk fejlgreb
- At forslaget om besparelsen nu trækkes tilbage viser derfor, at det kan betale sig at kæmpe imod ubesindige beslutninger, og ikke bare rette sig efter flertallets beslutninger. Der skal derfor lyde en stor tak til Hvidovres skoleledere, forældrene, skolebestyrelserne og til de andre partier i kommunalbestyrelsen for ikke at lade sagen ligge stille, men netop tage den op hver gang der var en lejlighed til at forfølge den. Sagen viser, at det ikke bare er hvert fjerde år ved valgurnerne at demokratiet skal fungere, det er netop i forbindelse med sådanne konkrete overgreb, at folkets røst skal overbevise politikerne om deres fejlgreb.
- I Enhedslisten mener vi imidlertid ikke, at kampen for skolernes fremtid er overstået med beslutningen om at trække besparelsen tilbage.
- I forbindelse med skolereformen og de netop overståede overenskomstforhandlinger viser der sig et behov for, at en mindst lige så vigtig gruppe, nemlig lærerne, får givet ordentlige betingelser for at kunne undervise eleverne på en kvalitetsmæssig forsvarlig måde. Der er brug for at lærernes arbejdsvilkår bliver taget op til ny overvejelse, ikke mindst ved at forhandle en arbejdstidsaftale på plads, der giver mulighed for en fornuftig tilrettelæggelse af undervisningen.
Samtidig viser de konkrete børnetal, at der er langt fra virkeligheden og til de prognoser Hvidovres skoleforvaltning arbejder med. Der kommer langt flere børn i Hvidovre end forudsagt og det kommer til at give et pres på skolernes kapacitet i årene fremover. Nedlæggelsen af hele to skoler viser sig nu at være alt for meget og derfor må der allerede handles nu, for at undgå at Hvidovres skolevæsen kommer i bekneb for plads allerede om få år. Ellers vil den udvikling fortsætte, hvor børnene vælger privatskoler eller skoler der ligger uden for kommunen.
En investering i skolerne - og daginstitutionerne - er nemlig den bedste måde at sikre Hvidovres fremtid på.

Bragt i Hvidovre Avis den 14. april 2015