1. maj - en kamp- og festdag

Skrevet af Gert Wahl

Tanken om at bruge en proletarisk fridag som middel til opnåelse af otte timers arbejdsdag opstod først i Australien. Allerede i 1856 besluttede landets arbejdere at holde en fridag med møder og festligheder som manifestation til fordel for otte-timers-arbejdsdagen. De valgte den 21. april til denne festdag. Til at begynde med tænkte de australske arbejdere kun på at holde den fest i 1856, men denne første festdag gjorde et så stærkt indtryk på det australske proletariat ved den opmuntring og agitation, som kom til udtryk, at de besluttede at gentage festen hvert år. De amerikanske arbejdere var de første til at følge eksemplet. De fastslog i 1886, at 1. maj skulle være dagen, hvor alt arbejde skulle standses. På denne dag forlod 200.000 arbejdere deres arbejde og krævede otte-timers-arbejdsdag.

Regeringens forfølgelse forhindrede i nogle år en gentagelse af denne manifestation. Men i 1889 valgtes den 1. maj 1890 som dato for den årlige festdag. I år er fejringen af 1. maj i Danmark særlig vigtig. Store udenlandske og nationale erhvervsfirmaer samt EU presser hårdt på den Danske model og de danske værdier. Sidst med Ryanairs usmagelige forsøg på løndumpning ved at nægte at indgå overenskomst på danske vilkår. Ryanair trækker gerne den danske fagbevægelse i den danske arbejdsret, en arbejdsret de hverken respekterer eller accepterer. Det er da hykleri, der kan forstås. Vi er i et valgår, og to nye partier er ved at se dagens lys. Det ene har sit udspring her i Hvidovre og har et navn, der uvægerligt drager tankerne hen mod en ubehagelig, svunden tid: Nationalpartiet. Et parti, der lader os tilbage med en noget tåget politik, men liberale, det er de. Alternativet. Et parti, der som Enhedslisten ønsker en bæredygtig miljøpolitik og grøn omstilling, men som adskiller sig m.h.t. arbejdsmarkeds- og udlændingepolitik, og som nok hælder mod Liberal Alliance økonomisk. Regeringen og blå blok mener, at det går bedre og bedre, og at der nu er kommet gang i hjulene. Den gamle sang om arbejdsudbud, lyder i æteren igen. Vi skal være arbejdsmarkedsparate. Oppositionen med Lars Lykke i spidsen mener, at det bedst gøres ved at sænke kontanthjælpen. Der skal være et incitament til, at de arbejdsløse tager (underbetalt) arbejde. Vi skal være konkurrencedygtige på lønnen, så de stakkels betrængte og skattetyngede danske firmaer ikke flytter deres produktion til udlandet - så deres investorer kan få et ordentligt afkast. Så betyder det mindre, at der går nogle tusind danske borgere tabt undervejs. Den danske model er mere udfordret end nogensinde, og de liberalistiske partier har gode kår. Men nu er det forår, og 1. maj skal fejres. Igen i år skal vi bruge 1. maj til at bringe socialistiske, humanistiske tanker og ideer frem i lyset. Velfærden skal diskuteres, og vi skal være enige om, hvordan den skal se ud. Vi skal fortsætte kampen mod fattigdom og ulighed. Det er svært med den regering, vi har nu, men det bliver endnu sværere, hvis blå blok får regeringsmagten igen. Vi ses på Risbjerggård kl. 8.00. 

Bragt i Hvidovre Avis den 28. april 2015

Emneord: