Har vi råd til at sænke velfærden?

Skrevet af Gert Wahl

"Vi har ikke råd til den velfærd, vi har i dag". Det er den politiske holdning, der hersker for tiden - især hos Venstre og resten af blå blok, men også et parti som SF har været med på bølgen .

"Vi har ikke råd til velfærd, hvis vores børn og efterkommere også skal nyde godt af velfærden". En sætning, der er sagt mange gange de seneste år, men en sætning, der er så selvmodsigende, at det skriger til himlen. For hvilken velfærd skal vores efterkommere nyde godt af, når vi inden for ganske få år får sparet hele velfærden væk? Hvordan kan politikerne blive ved med at tale om skattenedsættelser, når de samtidig påstår, at vi ikke har råd til velfærd?

Det er kun gennem skat og afgifter, vi kan finansiere det velfærdssamfund som vi ønsker. Et samfund, hvor vi i fællesskab tager ansvar for hinanden, hvor ingen skal føle sig udenfor, og hvor vi hjælper hinanden i svære tider - og hvor vi selvfølgelig bidrager, hvor vi kan og med de resurser, vi har.
Jeg tror, at vi gennem besparelser på velfærd og svigtende omsorg for hinanden skaber grobund for egoisme og giver næring til mig, mig, mig-kulturen. Gennem forringelserne er vi med til at øge den polarisering og radikalisering, vi nu ser vokse frem. Forringelser af fællesskabet øger egoismen - man er sig selv nærmest.
Venstres nye udspil på kontanthjælpsområdet vil, hvis det bliver gennemført, kunne være med til at skubbe unge ind i en kriminel løbebane. Ikke en fremtid nogen ønsker, men et resultat af materiel nød. Til skade for den unge og for samfundet.
I følge Venstre vil en familie på kontanthjælp kunne modtage i alt 363.120 kr. i kontanthjælp og boligsikring og yderligere få rabat på dagtilbud på 48.555 kr., - dvs. et samlet tilskud til en værdi af 411.675 kr. pr. år. Til sammenligning vil en familie med en indkomst svarende til HK's mindsteløn - ca. 17.000 kr. md. -, stå med ca. 2.000 kr. mere om måneden.
Venstre er med deres kampagne med til at fremme en usmagelig misundelseskultur. Der er ingen grund til at være misundelig på en befolkningsgruppe, der de senere år gang på gang har fået forringet deres livsgrundlag og er blevet udsat for den ene fornedrelse efter den anden gennem løntilskudsjob, pipfuglekurser og nyttejob.
Det er ikke en guldgrube at være på kontanthjælp. Det er derimod en guldgrube at være forhenværende Statsminister, formand for Venstre og folketingsmedlem. Det giver tryghed resten af livet uden at skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet og risikere at blive udsat for jobsøgningskurser eller nyttejob.

Bragt i HVidovre Avis den 24. marts 2015