Vi bruger pengene forkert!

Skrevet af Gert Wahl

Forslaget om besparelser på 5,7 mio. på ældreområdet er heldigvis smidt til hjørne. En besparelse, som angiveligt findes nødvendig pga. af en forfejlet hverdagsrehabilitering.

Så vidt jeg husker, skulle hverdagsrehabiliteringen som udgangspunkt ikke være en spareøvelse, men et tilbud til borgeren, så borgeren kunne blive så selvhjulpen som muligt. At der så kunne komme en besparelse i kølvandet af det, var selvfølgelig et plus.
De to personer fra hjemmeplejen, der i Hvidovre Avis den 3. februar beskrev deres arbejdssituation så malende, har ret: Man kan spare så meget, at det i den sidste ende bliver væsentligt dyrere at rette op på de uheldige konsekvenser, besparelserne medfører - med mindre vi da er totalt ligeglade med de menneskelige konsekvenser.


Jo flere ydelser, der spares på, des færre ydelser er der for borgeren at "bytte" med. Forvaltningens argument for besparelsernes legalitet er netop denne byttehandel. Det er i høj grad nedværdigende, når man vil forsøge at lære ældre borgere, hvordan man håndterer en støvsuger eller bruger en støvklud. Ældre borgere, der gennem arbejdslivet har skabt fundamentet for den velfærd, vi nu er ved at nedbryde. Hvorfor er det lige, at vi ikke under vores ældre en værdig tilværelse efter et langt og for nogle hårdt arbejdsliv? Det er beskæmmende, at man samtidig læser om partier, der ustandseligt taler om skattenedsættelser for de velhavende.
Vi bruger pengene forkert - køber f.eks. dyre malerier af vores borgmestre - og lukker institutioner, hvor lukningen koster mere end den besparelse, der var lagt op til.
Økonomiske dispositioner, der kan ende op i dyre lærepenge for kommunens borgere - og med menneskelige tragedier til følge.

Bragt i Hvidovre Avis den 24. februar 2015