Energi og miljø

Energi

Det er vigtigt at få nedbragt forbruget af fossile brændstoffer og få reduceret CO2 udledningen. Her yder Hvidovre kommune sin del, med en reduktion af CO2 fra de kommunale bygninger på 2 % om året, men det er kun en lille del af behovet, da kommunens andel af det samlede forbrug kun udgør ca. 5 % af hele Hvidovres forbrug.

De private tegner sig derimod for hele 60 % af forbruget, og en reduktion her vil betyde meget mere end diverse ESCO eller andre modeller vil kunne tilbyde. De resterende 35 % tegner virksomhederne sig for. Det er derfor vigtigt at kommunen medvirker til at få de mange boliger i Hvidovre energirenoveret. Her spiller det nye Quark center en stor rolle, idet det vil være helt energineutralt og derved inspirere andre til, hvordan energirenoveringer kan laves.

Det er også vigtigt at forbedre den kollektive trafik, så både forureningen og forbruget af fossile brændstoffer kan formindskes. Derudover bør hovedstadstrafikken ikke være den enkelte kommunes ansvar, men underlægges en overordnet, regional plan.

Cyklismen bør også have bedre forhold. Enhedslisten går ind for, at der etableres bilfri cykelkorridorer i kommunen, så det bliver muligt at køre mellem nord og syd - øst og vest uden generende forhindringer.

Enhedslisten er stærkt tilhænger af vedvarende energi produktion, herunder energi produceret af vindmøller. Vindmøllerne skal dog placeres sådan at de er til mindst mulig gene for såvel mennesker som naturen. De rigtigt store møller skal derfor placeres på havet, hvor de gør mest gavn og er til mindst mulig besvær for alle.Derfor er Enhedslisten i Hvidovre imod Københavns kommunes planer om at placere 4 store vindmøller i fuglebeskyttelsesområdet på dæmningen ved Kalveboderne. Disse møller hører rettelig til ude på havet. Alternativt kan de opstilles på Avedøre Holme sammen med de møller der allerede er placeret der, hvilket både vindmæssigt, miljømæssigt og økonomisk er en langt bedre placering.

Vi vil arbejde for:

• reduktion af CO2-udslippet gennem energirenovering af Hvidovres boligmasse

• at cyklisternes forhold forbedres fx gennem bilfri cykelkorridorer

• At Kbh.'s Kommunens vindmøller placeres på Avedøre Holme el. på havet

 

Drikkevand

I Danmark tager vi det som en selvfølge, at vores drikkevand er rent, så vi ikke bliver syge af at drikke det. Det vand, vi drikker, pumpes op fra undergrunden, og hvis et område er meget forurenet, siver forureningen ned i grundvandet. Gennem årene er der fundet flere forureninger af grundvandet i Hvidovre. Derfor får Hvidovre Kommune tilført det meste af sit drikkevand fra andre kommuner. Der indvindes dog stadig fra enkelte områder i kommunen, selv om ikke alt vandet under Hvidovre er helt rent. Der findes eksempelvis rester fra pesticider, som stammer fra ukrudtbekæmpningsmidler. I dag fjernes denne forurening ved at rense vandet i et kulfilter. Rensning er imidlertid en kortsigtet løsning. Hvis vores børn og børnebørn også skal have rent drikkevand, må vi stoppe forbruget af pesticider. Hvidovre Kommune har ikke brugt kemisk ukrudtbekæmpelse siden 1995, og i Enhedslisten mener vi, at også private bør finde andre metoder til at fjerne deres ukrudt.

Vi vil derfor arbejde for:

• at der gennemføres pesticidsparekampagner

 

Affald

Affaldsmængderne i Danmark er stigende. Hvidovre Kommune er i en proces med udvidet affaldssortering, således at en større del af affaldet skal genbruges direkte eller genanvendes. Denne proces støtter Enhedslisten op om. Andelen af affald, der forbrændes og deponere, skal forsat reduceres. En god sortering gør, at mest muligt af ressourcerne kan genanvendes.

Vi mener i øvrigt, at alle skal tage ansvar for naturen og passe på vores grønne områder. Vi vil derfor arbejde for, at der gennemføres en oprydnings- og oplysningskampagne i Hvidovre for at øge bevidstheden om affaldsproblemerne.